Uncategorized

MD signes af Universal Music Danmark

25-årige Spinnup-artist MD signes af Universal Music Danmark Hip Hop og markerer samtidig artist-signing nummer 100 hos Spinnup.

Den 25-årige rapper MD med det borgerlige navn Mohamad Danial har palæstinensiske rødder, men er født og opvokset i den vestlige del af Århus. Musikken – og særligt hiphop – har altid været en stor passion og del af Mohamads liv, der siden en ung alder har beskæftiget sig med musik. Som 13-årig startede han nemlig allerede med selvstændigt at skrive og producere musik på rap-skolerne i Århus, som senere udviklede sig til det nuværende Rap Akademiet.

Debutsingle en succes
Efter en længere pause fra musikken fandt den unge rapper tilbage til sin passion for godt og vel et år siden. Her indspillede Mohamad en række demoer, som mundede ud i debutsinglen ’Khabib’ med feature fra Århus-rapperen Papito – en af frontmændene i den fremadstormende rapgruppe I$WAAL. Debutsinglen udgav Mohamad selv gennem Spinnup, og den skulle vise sig at blive en succes med over 180.000 streams alene på Spotify. Debutsinglen gik heller ikke Universal’s A&R-team forbi, som valgte at tilbyde det spirende talent en pladekontrakt på Danmarks største pladeselskab.

 

 

Rejsen først lige begyndt
Med en pladekontrakt i hånden er MD nu klar til at tage de næste skridt i sin professionelle karriere, som allerede i den nærmeste tid byder på flere udgivelser. A&R manager Chadi Alderbas fortæller: ”Vi har valgt MD som artist, først og fremmest fordi han er sindsygt fed! Han er superproduktiv, han udforsker musikken og tør at bevæge sig ud i stile som mange rap artister ikke vil gøre normalt. MD er både dygtig rap-mæssigt og melodisk. Han er uforudsigelig i sine tekster, og samtidig leverer han ørehængere og hooks, man ikke kan løbe fra. Lige nu arbejder vi på at få udgivet et track, der vil ramme en større målgruppe af lyttere og få skabt en solid base for ham, ikke kun for nu, men også i fremtiden. Vi tager én ting ad gangen, rejsen er først lige begyndt, der er ikke fastlagt nogen destination for næste stop, og forhåbentlig bliver det ikke stops, men en masse drive through’s.”

Udover MD, repræsenterer Universal Music Hip Hop artister som Stepz, Baloosh og HAM Fra Syd.