News

GWÆNNO ER MÅNEDENS SPINNUP-ARTIST

Hver måned udvælger Spinnup Danmark ”månedens Spinnup-artist” i samarbejde med de danske Spinnup-scouts! Månedens Spinnup-artist får lidt ekstra love og opmærksomhed, så vi kan lære artisten og musikken bedre at kende!

Gwænno – dansksproget, poetisk og episk

 

Gwænno er månedens Spinnup artist! Hans musikalske univers er poetisk og drømmende dansksproget pop. Et lækkert mix af urban, 80’s, Soul, RnB og Synths skaber tilsammen essensen af et ægte Gwænno-track.

Spørger man Gwænno selv, vil han helst beskrive sit musikunivers sådan her:

”Når du går gennem en tom by kl. 05 en sommermorgen. Måske forelsket, måske ulykkelig forelsket.Med en let, dejlig og lun brise i dit ansigt, i dit eget tempo og lidt fuld på den fede måde.” Gwænno

Gwænno har flere inspirationskilder, og highlighter alt fra Anne Linnet, Oceansize og Frank Sinatra: artister, der fortæller historier gennem musikken. Fortællingen og det poetiske gennemsyrer også Gwænno som helhed, det fornemmer man tydeligt i Gwænnos nyeste single ”Vi har hele kloden i dag”. Sangen, der udkom i fredags, fortæller historien om at blive født igen og igen, blot for at møde og genforelske sig i det samme menneske igen og igen:

”Det der med, at der måske findes individer, som man er bestemt til at møde, altid.” Gwænno

Karrierekanonen har også lyttet til Gwænnos seneste udspil. De beskriver singlen som “velskåret episk søndagspop!” – hos Spinnup er vi ret enige!

Stemning, stilhed og det store omkvæd

Gwænno både skriver, producerer og synger alle sine sange selv. Udover basis-instrumentalen skal der især to ting til, når ny en ny sang skabes i studiet: stemning og stilhed

”Først og fremmest skal jeg være i stemningen. Den stemning kan komme på mange måder og variere fra gang til gang. Men den er vigtig. Det næste er stilhed. Stilhed i den forstand, at der er et tomrum som kan fyldes ud med musikken, og at jeg kan mærke, at musikken mangler lige netop dér.”

Det er blandt andet Gwænnos talent for at skrive det store og stemningsfyldte omkvæd, der har fået scouten Nannas opmærksomhed:

”Gwænno har sans for det gode omkvæd og formår at levere dem, så de sætter sig fast i hovedet på lytteren.” Nanna Mejer Sørensen, Spinnup Scout

Nanna fremhæver også Gwænnos evne til at formidle store følelser, uden at miste det autentiske islæt:

”Hans skæve knæk i stemmen skiller ham på en gang ud fra mængden og udtrykker smerte, længsel og enorm styrke uden at det på noget tidspunkt bliver påtaget. Jeg glæder mig til at følge hans udviklingNanna Mejer Sørensen, Spinnup Scout

Nanna står ikke alene om valget af månedens artist. Også Spinnup Scout Anna Meldgaard ser potentiale i Gwænnos lyd:

”Jeg mener at han bidrager med en ny lyd, som jeg synes at vi har manglet. ‘Heksetema’ og hans sidste single ‘Letter væk fra jorden’, er mine personlige favoritter(…). Anna Meldgaard, Spinnup Scout

De positive kommentarer fra Spinnup-scouts’ne blender fint ind med den positive opmærksomhed, som Gwænno har høstet de seneste par år. Blandt andet var han nomineret til Spinnup-legatet i 2017 – og så har han for nyligt både vundet Quasar på Jelling Musikfestival 2018 og spillet på Smukfest Live Camp 2018.

Et navn i livemiljøet

Gwænno både optræder og har optrådt flere steder i Danmark – og han er mindst ligeså sej live, som han er i studiet – det bekræfter Anna Meldgaard, der selv har haft booket Gwænno til et Rooftop-arrangement:

”Jeg har selv booket ham til en af mine egne arrangementer kaldt ‘Rooftops’, og herigennem kan jeg bekræfte at han er ligeså sej live, som i studiet – hvilket jo også er super væsentligt! Derudover er han pisse grineren, og bidrager med god karma, always!” Anna Meldgaard, Spinnup Scout

Liveelementet er også et helt essentielt punkt for Gwænno, der lægger stor vægt på at skabe en stærk tilstedeværelse på scenen. For Gwænno er håbet, at publikum kan bruge den musik han laver:

”Mit ønske er, at mit publikum kan lide min musik og mine sange og at jeg måske kan sige noget, som de ikke selv kan komme ud med.” Gwænno

Dertil drømmer Gwænno også om at opnå en stærk plads i musikbranchen:

”Det ville være fedt at nå til et punkt, hvor branchen og andre kunstnere og bands, synes jeg er nice og vil give en øl og et håndtryk backstage.” Gwænno

Vi synes Gwænno er godt på vej til netop det, og vi glæder os til at høre endnu mere musik fra ham!

Lyt til ”vi har hele kloden i dag” lige her:

Følg Gwænno på Facebook lige her
Følg Gwænno på Instagram lige her