Hvis nogen har fortalt dig, at vejen mod toppen er a piece of cake, så bliver du nok slemt skuffet. Med drømmen om at leve af musikken følger også bunkevis af afvisninger og masser af kritik – men det vigtigste du kan gøre er aldrig at give op! Succesen venter måske lige efter næste afslag eller afviste demo. Her er tre succesfulde artister, der virkelig beviser, at det kan betale sig at blive ved med at tro på sig selv og sin musik!

Kanye West var ikke ‘solo-artist potentiale’

Et hav af pladeselskaber afviste Kanye ’Jesus Walks’ West, før Def Jam så hans kæmpe potentiale. Pladeselskaberne mente, at han var en fantastisk producer, men de så ham ikke som en solo-artist. Kanye, der er kendt for sit kæmpe ego, var dog ikke nem at slå ud – tværtimod har Kanye senere fortalt, at de mange afvisninger fik ham til at arbejde hårdere for sin drøm; “I would be up until 4 in the morning … focusing on my dream and praying for the day where I could just do that all the time.”.  Efter flere insisterende mails, opkald og møder, blev Jay Z og Def Jam endelig overbevist om at smide kontrakten på bordet (og de fortryder nok ikke, at de valgte at tro på den geniale musiker)

Katy Perry blev droppet hele tre gange

Inden Katy Perry brød igennem med ’Kissed a girl’, måtte hun face lidt af hvert. I 2001 blev Perry droppet af sit pladeselskab, efter at have udgivet et gospel-album, der kun solgte 200 eksemplarer. Herefter måtte hun kæmpe sig til en signing på Island Def Jam i 2003; kun for at blive droppet igen uden at have udgivet en single. I 2004 skrev Katy under med Columbia Records, der havde planer om at gøre hende til forsanger i et band. Igen sluttede projektet dog før det var startet, og Katy Perry blev droppet for tredje gang. Utroligt nok blev hun ved med at kæmpe, og endte i 2006 med at svinge blækket på kontrakten fra Capitol Music Group, hvilket blev starten på hendes kæmpe succes.

Ed Sheeran ‘kunne ikke markedsføres’

Den multisælgende artist, Ed Sheeran, fortæller, at han blev afvist af uttalige pladeselskaber, fordi han var ’småtyk og rødhåret’. Det handlede om image, og Sheeran blev ikke set som en artist, der kunne markedsføres. Selvom beskeden fra pladeselskaberne var hård, stoppede det heldigvis aldrig Sheeran, der blev ved med at tro på, at der var et marked for ham og hans musik. Utallige priser og hit-singler senere, er det også tydeligt, at det var dem, og ikke ham, der tog fejl.

Så kære musiker! Hold fast i din drøm og bliv ved med at kæmpe. Ingen branche i verden giver flere afvisninger end musikbranchen, men du skal ikke lade kritikken slå dig ud. Det sejeste du kan gøre er at modbevise dem, der ikke tror på dig. Bliver du afvist eller kritiseret, så brug det som drivkraft til dit næste træk mod musik-drømmen! Hvem ved, måske venter de store scener lige om hjørnet?